Center for Cybersikkerhed skal have ny chef
Den nuværende chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Flarup, stopper efter eget ønske i CFCS.
Center for Cybersikkerhed skal have ny chef, efter at den nuværende chef Thomas Flarup har fået nyt job pr. 1. december 2024. CFCS er i forvejen under transformation som følge af etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, der fulgte med regeringsrokaden den 29. august. Udmøntningen af denne forventes på plads inden for den nærmeste tid med overflytning af Center for Cybersikkerhed fra Forsvarsministeriets område til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Thomas Flarup tiltrådte stillingen som chef for Center for Cybersikkerhed den 1. maj 2022 og har siden stået i spidsen for centerets udvikling og arbejdet for et mere cybersikkert Danmark. Vicedirektør i CFCS, Mark Fiedel, vil indtræde i rollen som fungerende chef for CFCS pr. 1. december 2024.
Den igangværende proces med ressortdeling og Thomas Flarups fratrædelse vil ikke have indvirkning på CFCS' arbejde med at hjælpe danske myndigheder og virksomheder med at forebygge, imødegå og beskytte sig mod cyberangreb.