FE udgiver risikovurdering for 2019
”Den verdensorden, der har dannet ramme for håndteringen af Danmark og Europas sikkerhedsspørgsmål siden anden verdenskrig, er under pres,” siger Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste i forordet til risikovurderingen.
Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering for 2019 tegner et trusselsbillede, der er sværere for Danmark at navigere i. Trusselsbilledet er ikke kun blevet mere komplekst. Det ændrer sig også hurtigere og er dermed blevet mere uforudsigeligt.
Et hurtigt overblik over en kompleks verden
Risikovurderingen indledes i år af kapitlet om Arktis, hvor stormagternes interesser har direkte og stigende betydning for Kongeriget Danmark. Kinas voksende økonomiske styrke og erklærede mål om på sigt at ville spille en stadig mere dominerende rolle i globale spørgsmål afspejles også i årets Risikovurdering.
Herudover ligger hovedvægten også i år på cybertruslen, Rusland og terrortruslen.
Ud over disse trusler, stormagter og regioner er der områder af verden, som fortsat vil give Danmark udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Det gælder Mellemøsten, dele af Afrika samt Afghanistan, der behandles i hver deres kapitel.
Her kan du se nogle af hovedkonklusionerne fra årets risikovurdering:
- De arktiske stater samarbejder fortsat om regionale spørgsmål. Trods et ønske blandt landene om at holde regionen fri for sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser er der et stigende militært fokus på Arktis. Der former sig et stormagtsspil mellem Rusland, USA og Kina, som øger spændingsniveauet i regionen.
- Den meget høje cybertrussel mod Danmark er et grundvilkår. Særligt kriminelles og statslige aktørers angreb truer danske interesser. Flere typer aktører angriber internettets infrastruktur, hvilket kan påvirke tilliden til, at almindelig it-sikkerhed beskytter danske organisationer tilstrækkeligt. Cyberspionage kan både påvirke dansk sikkerhed og dansk konkurrencedygtighed. Cyberkriminalitet kan i værste fald betyde, at virksomheder og myndigheder ikke kan levere samfundsvigtige ydelser.
- Rusland udfordrer USA’s dominerende position i international politik, men vil samtidig være nødt til at opretholde dialogen med USA. Rusland baserer sin styrkeopbygning og militære planlægning i landets vestlige del på, at en krig med NATO tæt på eller i det tidligere sovjetiske område ikke kan udelukkes. Det er dog usandsynligt, at Rusland med overlæg vil tage initiativer, der medfører høj risiko for en militær konflikt.
- Kina øger fortsat sin internationale indflydelse. Det sker gennem aktiv deltagelse i eksisterende internationale institutioner, etablering af nye bilaterale partnerskaber, multilaterale samarbejdsfora og globale økonomiske initiativer. Kinesiske økonomiske aftaler og investeringer i udlandet afspejler en sammenblanding af økonomiske, diplomatiske og strategiske interesser.
- Der er fortsat en alvorlig terrortrussel fra militante islamister mod Vesten, men trusselsbilledet er ændret. Det skyldes især en massiv militær og efterretningsmæssig kontraterrorindsats mod ISIL og al-Qaida.
- Mellemøsten og Nordafrika vil i mange år frem være en arena for regionale og internationale magtkampe. Regionen vil udgøre en sikkerhedspolitisk udfordring for EU i form af ustabilitet, terror og flygtninge. USA vil reducere sit engagement i regionen, og Europa vil som nærmeste nabo i højere grad stå alene med udfordringerne.
Læs Risikovurdering 2019