[Oprindeligt publiceret af Forsvarets Efterretningstjeneste]

10 it-talenter med teknisk snilde, faglig spidsfindighed og med gå-på-mod. 10 talenter, som kan løse de udfordrende it-opgaver, som de bliver stillet over for under cybermesterskaberne i London. Det er de 10 talenter, som Forsvarets Efterretningstjeneste leder efter til at danne det Cyberlandshold, som skal forsvare Danmarks ære til den kommende European Cyber Security Challenge (ECSC).

ECSC er et initiativ fra ENISA, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed, og skal blandt andet øge bevidstheden om behovet for større cybersikkerhed og viden om de trusler, som findes i det virtuelle miljø. Et af formålene er ligeledes at opfordre unge mennesker til at søge en karriere inden for it.

"Danmark bliver konstant udsat for cyberangreb. Der er brug for, at Danmark kan håndtere de angreb – og derfor støtter FE op om, at unge talenter kan udvikle deres it-evner. Cyberlandsholdet fra sidste år var ekstremt stærkt, og jeg er sikker på, at vi får stillet et supergodt hold også i år. Og med de talenter, tegner det godt for Danmark,” siger chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Cybermesterskaberne foregår i år over to dage i stedet for en, men opgaverne vil stadig være inden for de samme discipliner så som reverse engineering, network sniffing, protokolanalyse, programmering, kryptologi, netværkssikkerhed og mobilsikkerhed.
Ud over de 14 nationer, som Danmark dystede mod sidste år, er to yderligere nationer kommet til. Danmark skal derfor – udover at dyste igen mod Cypern, Estland, Grækenland, Irland, Italien, Liechtenstein, Norge, Rumænien, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig – nu også dyste mod Frankrig og Polen.

Forsvarets Efterretningstjeneste udvælger op til 10 deltagere til Cyberlandsholdet gennem både online it-test og en efterfølgende it-konkurrence og boot camp hos FE. Udvælgelsen foregår på baggrund af ansøgernes it-faglighed samt ENISA's regler – deltagere skal derfor være mellem 14 og 25 år og have dansk statsborgerskab.

Selve cybermesterskaberne finder sted i London den 14. til den 18. oktober.

Læs mere om Cyberlandsholdet 2018