Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
 

CFCS udgiver trusselsvurdering for luftfartssektoren 

Truslen fra cyberkriminalitet mod luftfartssektoren er meget høj, og der er også en høj trussel fra cyberspionage. Det viser en ny trusselsvurdering for luftfartssektoren, som CFCS netop har udgivet.

04-12-2019 - kl. 11:00
Cyberkriminalitet er den største digitale trussel mod luftfartssektoren, vurderer Center for Cybersikkerhed (CFCS). I løbet af de næste par år kan luftfartssektoren forvente at blive ramt af forsøg på cyberkriminalitet. Særligt ransomware udgør en trussel mod sektoren, men sektoren kan også forvente forsøg på direktørsvindel og tyveri af kreditkortoplysninger.

Ransomware-angreb kan have alvorlige konsekvenser. Eksempelvis medførte et ransomware-angreb mod Clevelands Hopkins Internationale Lufthavn i april 2019 forstyrrelser og nedbrud på lufthavnens informationsskærme, i bagagehåndteringen og i lufthavnens interne mailsystemer.

”Luftfartssektoren er som andre samfundsvigtige sektorer udsat for en meget høj trussel fra cyberkriminalitet, som kan have store konsekvenser for organisationer i sektoren. British Airways fik eksempelvis en bøde på 1.5 milliarder kr. tidligere i år for ikke at leve op til EU’s databeskyttelsesforordning, efter at cyberkriminelle stjal deres kunders kreditkortoplysninger. Cybertruslerne er således et rammevilkår ved at drive luftfartsvirksomhed, og som skal tages alvorligt” udtaler chef for Center for Cybersikkerhed Thomas Lund-Sørensen.

I forhold til truslen fra cyberspionage er det sandsynligt, at sektoren vil blive ramt af forsøg på cyberspionage. Der er eksempler på, at statsstøttede aktører har forsøgt at kompromittere organisationer inden for sektoren i udlandet såvel som i Danmark. Statslige aktører har også udvist interesse for teknologi, som kan bruges til at udvikle den pågældende stats egen luftfartssektor.

Ud over cyberkriminalitet og cyberspionage beskriver trusselsvurderingen også trusselsbilledet for cyberaktivisme og destruktive cyberangreb rettet mod luftfartssektoren.

Trusselsvurderingen henvender sig til danske lufttrafikstyrings- og luftfartsmyndigheder, lufthavne, flyselskaber og underleverandører til flyproducenter.

Hent Cybertruslen mod luftfartssektoren 2019.

Pressevagt

Pressen kan henvende sig til pressevagten på telefon +45 2016 0593 eller på mail: FEkommunikation@fe-ddis.dk