Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

CFCS udgiver trusselsvurdering for finanssektoren

Indholdsområde

 
 
 

CFCS udgiver trusselsvurdering for finanssektoren 

Trusselsvurderingen er rettet til finanssektoren og særligt til de myndigheder og organisationer, der deltager i udmøntningen af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi.

29-08-2018 - kl. 20:30

Finanssektoren står overfor en kompleks cybertrussel

Den største trussel mod den danske finanssektor kommer fra cyberkriminalitet, men sektoren er også udsat for andre væsentlige cybertrusler. Cyberangreb mod finanssektoren kan give store tab for virksomhederne, men kan også have konsekvenser for den samfundsvigtige service, sektoren yder. Større cyberangreb mod sektoren kan i værste fald føre til tab af tillid og påvirke den finansielle stabilitet i Danmark.


Den danske finanssektor står overfor en MEGET HØJ trussel fra cyberkriminalitet. CFCS vurderer, at en delmængde af den cyberkriminalitet, der rammer sektoren, bliver stadigt mere kompleks, og at de avancerede cyberkriminelle grupper bliver mere målrettede i deres angreb.


Trusselsbilledet kompliceres yderligere af, at statsstøttede hackere sandsynligvis også retter cyberangreb mod finanssektoren i udlandet med det formål at opnå økonomisk vinding. Angrebstyper og aktører, som finanssektoren skal forsvare sig mod, er dermed blevet mere avancerede. I 2018 har banker i Asien, Syd- og Mellemamerika været mål for flere avancerede cyberangreb, hvor hackere har stjålet, hvad der svarer til millioner i danske kroner.


Cyberspionage udgør også en væsentlig trussel, og CFCS vurderer, at truslen mod finanssektoren er HØJ. Det er sandsynligt, at fremmede stater har både politiske og økonomiske interesser i at spionere mod den danske finanssektor. Fremmede stater kan f.eks. foretage cyberspionage mod finanssektoren for at få indsigt i investeringer eller potentielle virksomhedsopkøb.


Staterne kan også have interesse i at spionere mod danske virksomheder for at give egne hjemlige virksomheder konkurrencemæssige fordele. Fremmede stater kan derfor have en særlig interesse i danske finansielle virksomheder, som driver forretning i udlandet, eksempelvis gennem filialer eller datterselskaber.


Derudover er der en trussel fra cyberaktivisme.  Truslen er MIDDEL, men kan dog pludseligt stige, hvis danske finansielle virksomheder kommer i cyberaktivisters søgelys.

Læs Cybertruslen mod finanssektoren i Danmark 2018

Trusselsvurderingen er et led i udarbejdelsen af de sektorspecifikke strategier, der er en del af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi. Trusselsvurderingen er rettet til finanssektoren og særligt til de myndigheder og organisationer, der deltager i udmøntningen af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til pressevagt på tlf. 20 16 05 93