Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Cybersikkerhedsbegreber - hvad vi mener med de ord, vi benytter

Indholdsområde

 
 
 

Cybersikkerhedsbegreber - hvad vi mener med de ord, vi benytter 

Cybersikkerhed har et hav af begreber og fagudtryk. Center for Cybersikkerhed lancerer i cybersikkerhedsmåneden en liste med forklaringer, der viser, hvordan CFCS bruger begreberne.

08-10-2019 - kl. 15:30
Center for Cybersikkerhed oplever stor efterspørgsel efter et fælles ordforråd på cybersikkerhedsområdet. Det gælder fx når centeret er ude og holde oplæg på konferencer og ved møder, og det gælder, når centeret drøfter cybersikkerhed med de samfundskritiske sektorer bl.a. i videndelingsnetværket for de decentrale cyber- og informationssikkerheds-enheder. Senest var der efterspørgsel efter en fælles begrebsforståelse på Cyberalliancens sektorkonference i Kolding den 3. oktober.

Center for Cybersikkerhed har derfor udarbejdet en liste med ordforklaringer, der skal hjælpe interessenter og samarbejdspartnere med at forstå, hvad vi forstår ved nogle af de faglige og tekniske begreber, centeret bruger i vejledninger, trusselsvurderinger og andre produkter.

Ordforklaringerne er et udsnit af nogle af de fagudtryk, som bliver brugt inden for cybersikkerhed. Nogle af begreberne kan fortolkes på lidt forskellig måde blandt fagfolk. Derfor kan listen også bruges til at se, hvad Center for Cybersikkerhed definerer som for eksempel "cyberangreb".

Listen indeholder nogle af de gængse ord om cybersikkerhed, som Center for Cybersikkerhed anvender. Sproget er en levende størrelse, og derfor vil ordforklaringerne også være et levende dokument. Det betyder, at ordforklaringerne kan blive ændret i takt med, at vi og andre fagfolk justerer den måde begreberne bliver brugt på.

Center for Cybersikkerheds forklaringer af fagudtrykkene vil ikke nødvendigvis genfindes hos alle fagfolk, men alle er velkomne til at benytte de forklaringer, som Center for Cybersikkerhed deler på listen.

Der er i sagens natur ikke tale om en udtømmende liste. Den vil blive udbygget med nye begreber, når der opstår et behov for at have et fælles udgangspunkt for brugen af et begreb i Center for Cybersikkerheds produkter.

Og alle er velkomne til at kommentere og komme med forslag til andre relevante begreber vedrørende cybersikkerhed, som kan være relevante at få med på listen. Skriv gerne til policy@cfcs.dk. Se listen her.

Pressevagt

Pressen kan henvende sig til pressevagten på telefon +45 2016 0593 eller på mail: FEkommunikation@fe-ddis.dk