Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
 

EU afholder største cybersikkerhedsøvelse nogensinde 

Når EU-landene de næste to dage træner deres tekniske beredskab i tilfælde af cyberangreb, involverer det mere end 200 organisationer og 400 cybersikkerhedsspecialister – heraf mange danske.

28-04-2014 - kl. 10:00
Det sker som led i øvelsen Cyber Europe 2014, der er den største EU-cybersikkerhedsøvelse til dato.

Cyber Europe 2014 arrangeres af ENISA, EU’s agentur for net- og informationssikkerhed. Øvelsen skal teste centrale europæiske aktørers evne til at opretholde og videreføre samfundsvigtige funktioner i en situation, hvor disse funktioner trues, svækkes, afbrydes eller ødelægges af cyberangreb. De organisationer, der deltager i Cyber Europe 2014, er primært offentlige myndigheder samt virksomheder fra energi-, finans- og telesektoren.

Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed koordinerer den danske del af øvelsen, der er tredelt. Første del af øvelsen, der foregår den 28.-29. april 2014, har udelukkende et teknisk fokus. Til efteråret følger henholdsvis en operationel og en politisk del, der har fokus på samarbejdet og koordineringen mellem offentlige myndigheder, private virksomheder og den politiske ledelse.

”Hos Center for Cybersikkerhed ser vi meget frem til at få trænet både det danske og det fælleseuropæiske cyberberedskab. De alvorligste cyberangreb foregår ofte på tværs af landegrænserne, og koordinering, kommunikation og videndeling mellem EU-landenes offentlige myndigheder og private virksomheder er derfor afgørende, når en større cyberhændelse skal håndteres. Et velfungerende samarbejde giver os de bedste muligheder for at opretholde samfundsvigtige funktioner under et cyberangreb”, siger chefen for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen.

”Hændelserne i Cyber ​​Europe 2014 er desværre meget realistiske. De simulerer uro og politisk krise på et fælleseuropæisk plan samt forstyrrelse af tjenester for millioner af borgere i hele Europa. Cyber ​​Europe 2014 er en vigtig milepæl i bestræbelserne på at styrke cyberkrisesamarbejde, beredskab og indsatser i hele Europa. Dette styrker modstandsdygtigheden i Europas kritiske informationsinfrastruktur”, understreger ENISA’s direktør, professor Udo Helmbrecht.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00